Hold da op hvor tiden flyver. Både her - jeg synes, da lige jeg lavede det sidste indlæg - og ude i "Det virkelige liv" - min efternøler blev konfirmeret i søndags.
Altså, jeg ved jo godt hvor gammel jeg er, men alligevel: ikke flere ukonfirmerede børn, og to voksne børn med dertil hørende svigerbørn. Den ene oven i købet hjembragt fra den anden side af jorden. Så puha, jeg føler mig gammel ind imellem. Det er kun når snakken falder på efterløn, jeg ikke er "gammel nok".
Nå men altså, Yngstebarnet blev konfirmeret i søndags.
Cecilie har jo været med til ridning og stævner fra hun blev født, så hun rider også. Vores rideklub har tradition for at møde op ved kirken og hilse på konfirmanden.
Så de tre her havde taget turen på de 10 km på hesteryg, for at komme og ønske Cecile tillykke.
Vi bor tæt på kirken, så kjole eller ej, op hun kom.
Det skortede ikke på opfordringerne til mig om at sidde op, men jeg holdt mig til kameraet.
Midterbarnet og Gemalen holdt sig dog ikke tilbage.
Og tjuhej, hjemad det går
Vel hjemme igen var det tid til gaver og telegrammer.
Det er indbringende at blive konfirmeret. Hun fik penge, søde smykker og af sine søskende og deres kærester den meget ønskede iPad.
Efterhånden begyndte gæsterne at fylde køkkenet.
Vi havde dog sat et telt op i haven, så vi rykkede derud, så vores unge kok kunne få køkkenet for sig selv.
Gemalen byder velkommen, og vi går til bords.
Vi fik en masse dejlig mad, men glemte at fotografere det. Kun desserten, hjemmelavet is blev foreviget.
Vi havde en rigtig dejlig dag.
Og nu skal vi så ikke holde flere konfirmationer - så må vi finde på noget andet at fejre.
En god fest kan man jo altid bruge.
